Jeg var ellers helt sikker på at det har var sidste gang jeg lod mig skubbe ud over kanten.
Helt sikker på at nu kunne jeg klare alt og ingen, jeg gentager…. Ingen skulle nogensinde få mig ned med nakken igen.
Nu står jeg bare lige her, hvor det er mig selv, som skubber og mig selv som holder fornuften og roen væk fra det liv jeg helst vil leve.
Hvorfor gør jeg det?
Hvorfor vil den indre ro bare ikke indfinde sig?
Jeg tænker at jeg skal lade alt det, som jeg ikke føler at jeg har fået en retfærdig udgang på, ligge og komme videre.
Jeg skal måske også lige undlade at slå større brød op, end jeg kan bage. Da jeg har en hvis tendens til at ville mere, end jeg kan klare.
Når nu jeg ved at to gange stress, skubber følelserne udenpå og at min verden aldrig bliver den samme igen. Hvorfor vil jeg så ikke erkende det og lukke de skuffer, hvor jeg tidligere boltrede mig i opgaver, nye bekendtskaber og alt alt for mange aftaler.
Helt inde under huden på den gamle mand som skriver det her. Ligger der et ønske om at blive hel igen. Blive mig selv igen. Kunne gå udenfor som mig selv igen. Hov, hvem var jeg så før…..?
Jeg har bare tværet billedet af Klaus ud og sat en smilende Emoji på, så var jeg jo glad altid og jeg behøvede ikke at være mig selv mere.
Så jeg må jo ty til hjælp udefra. Jeg må, selvom at det er svært, bede andre om værktøjer. Så jeg kan komme væk fra den jeg er nu.
Det handler selvfølgelig ikke om at jeg skal være en helt anden. Det handler om at finde mig i den verden, jeg lever i nu.
Min yndlingsgrandkusine Oda fortalte mig, via kinesiologi, at det var fred, der skulle til for at jeg blev mig selv igen.
Min coach fortalte mig at energi brugt på det forkerte, var energi som kunne være brugt meget bedre.
Min samvittighed holder mig fast i at jeg ikke kan tillade mig at skubbe dem væk som, kun bruger min energi. Fremfor at give ligeså meget igen, som de tager. Hvorfor mon jeg ikke lytter efter?
Så nu vil jeg finde mig selv igen. Hvordan finder jeg freden igen? Hvordan står jeg lige af ræset igen og lader verden stå, til jeg igen er klar til den?
Alle de svar findes i tomrummet imellem den verden jeg har lavet og virkeligheden.
Jeg skal på ingen måde fortælle dig, hvad du skal. Men jeg kan sige så meget, at hvis jeg ikke leve efter mine værdier og gør det som er bedst for mig. Så vil jeg altid være lidt ved siden af, det jeg allerhelst vil. Det er jo godt nok næsten i mål. Men hvorfor skal jeg kun være der næsten, når jeg kan være der helt.
