Så fik jeg bare nok!
Jeg har i rigtig lang tid, sat alle andre foran mig. For jeg syntes at det kunne jeg godt klare. Jeg fandt så ud af, at det var spild af tid. For når jeg så stoppede med at please, så blev folk sure. Her havde de vænnet sig til at jeg hjalp i hoved og røv. Så kunne jeg da ikke bare stoppe.
Når jeg så er kommet til den erkendelse, at alt den hjælp jeg gav. Ikke blev modtaget med taknemmelighed, men mere som en selvfølge. Så føler jeg mig en smule snydt.
Men det kan hverken du eller jeg bruge til ret meget. Så jeg må til at sætte mig selv forrest og mest lytte til mig og det jeg har at sige. Jeg ved godt at det er en lille smule egoistisk. Her er der stor fare for at blive en lille smule ensom. For nu er du ikke til hjælp for nogen mere. Så du vil blive en lille smule forladt.
Men jeg kan leve med det. Jeg tager det ikke så tungt. Jeg er i bund og grund et godt menneske og kan sagtens holde lidt egoisme fra min egen side ud i længden.
Når vi pleaser, så sætter vi os selv nederst. Faktisk et sted, hvor vi ikke bør være. Hvad har vi selv ud af det og hvordan bliver det modtaget.
Mit “pleaseri” blev modtaget som en selvfølgelighed og der var ingen som sagde at det skulle jeg lade være med. Vi bliver med tiden stilsigende accepterende over hvad andre og vi selv gør. Hvis en holder døren for dig, bliver vedkommende takket første gang. Men gangene efter bliver det taget for givet.
Hvad mon årsagen er til det?
Er vi blevet for ligeglade med hinanden, er vi alle blevet egoister?
Måske, måske ikke. Vi har bare brugt undskyldninger som manglende overskud eller sige at vi er lettere stressede, for at slippe for at vise respekt overfor hinanden. Nogle af os er bare af den opfattelse, at alle andre kun er til for at hjælpe. Uden at vi behøver at vise hensyn eller sige tak.
Alt for mange af os som pleaser, lader stå til og er afventende overfor bedre tider. Måske fordi vi ikke længere har energien til at hive os selv op igen. Måske fordi noget andet presser os ned.
Jeg er så heldig, at jeg har venner, som er reflekterende over den måde jeg er på. Så her forleden fik jeg en reprimande, som skubbede til min forståelse af, hvem jeg egentlig var.
Jeg var blevet fastlåst i rollen som ham der bare stod til rådighed. Værktøjet og pengeautomaten.
Jeg havde egentlig håbet, at alle dem som jeg kalder venner, havde grebet fat i mig og bedt mig om at bede om mere respekt. For jeg havde efterhånden tværet mig selv helt ud. Men i nøden var der kun et par stykker, som turde tage fat og skubbe mig i en anden retning.
Nu er det slut med at være ham der hjælper i tide og utide. Jeg har simpelthen fået nok.
Det har på kort sigt resulteret i, at jeg er blevet psykisk lettere imellem ørene, hjertet slår knap så heftigt og åndedrættet er ikke så tungt. Jeg er ikke længere tynget af, at nogen burde gøre noget og at det jo igen nok bliver mig som gør noget ved det.
Vildt at en så lille beslutning, har så stor effekt. Så nu er jeg både ”lettere” og har større overskud til alt og alle.
Nu handler det bare om ikke at ende der igen. Hvordan gør jeg så det. I første omgang vil jeg lige trække vejret, når jeg bliver spurgt om hjælp. Derefter vil jeg vurdere om jeg har den energi som skal til, for at hjælpe. Sidst med ikke mindst, så vil det at jeg lige tænker før jeg handler, lægge en dæmper på min trang til at bruge mere energi, end jeg vitterlig har.
Når vi siger nej, så gør vi opmærksom på, at vi har grænser. De grænser skal respekteres. Du kan så selv digte videre på, hvad der bør ske med dem som ikke vil respektere grænserne.
Så hvis du selv står og har svært ved at sige nej. Måske fordi du i lang tid har sat dig selv bagerst, for det var nemmest. Så skal du se fremad og se ind ad. For ingen har mere ret til at fortælle dig, hvordan du skal leve, end du har. Dem som bruger os, fordi vi ikke siger fra. Bliver ved indtil vi fjerner, muligheden for at bruge løs.
Du er den vigtigste i dit liv. For det er dit liv og dit valg.
