Her til morgen så jeg lidt på ham den gamle mand i spejlet. Han har så sandeligt oplevet ret meget her på det sidste. Men jeg må erkende at han ligner stadig en i starten af sin bedste alder ….. og hvordan kom jeg frem til det?
Jeg har stadig (til tider) glimtet af den 16 årlige Klaus i øjnene. Altså når de ikke knibes sammen for at se det med småt.
Jeg kan stadig rejse mig op, ved egen hjælp.
Jeg kan stadig grine min popo i laser.
Sidst men ikke mindst, så har jeg stadig nogen at snakke med og besøge.
Vil det virkelige sige at det, som holder mig i gang, er de billige briller fra Butikken “Farligt kattedyr med striber”, som rimer på piger?
Det som holder min krop ajour, er det at jeg ind i mellem rejser mig og gør noget?
At det som holder hjernen klar og stressen fra døren, er det daglige grin?
Sidst men ikke mindst, at når jeg alligevel er oppe og gå. Så besøger jeg lige en gammel ven, som helt sikkert også trænger til at snakke.
Hvis det virkeligt er så nemt, så fortsætter jeg da.
Rigtig god onsdag
Ps, hvis kroppen havde lamper der lyste, når noget var galt. Hvordan mon de ville se ud?
