Hvis ansvar er det så?
Jeg ved godt at udviklingen og tiden følges ad. Men når jeg så ser at udviklingen gør os mere ensomme og ensporede i vores måde at håndtere verden på. Så kunne jeg godt tænke mig at der var en knap, hvor vi lige kunne blive bragt tilbage til de gode gamle dage igen. Bare lige for at se, hvordan var det dengang.
Dengang hvor vi snakkede om tingene og hvor modparten var nødt til at lytte, da vi jo var voksne og ansvarsfulde mennesker.
I dag lytter vi ikke så meget på hinanden. Jeg vil helst høre mig selv snakke eller skrive om de fortrædeligheder, resten af verden udsætter mig for. Frem for at tage hånd om mit eget liv og leve det mens jeg har det.
Nogen gange har jeg på fornemmelsen at, selv om medierne bliver hver mands eje, så trækker vi os mere og mere ind i os selv. Da verden bliver uhåndterbar og skræmmer os. Jeg kan jo ikke bevæge mig ud, når jeg skal tage stilling til hvad en leder i østen gør ved sine undersåtter. Eller hvem der nu har snydt med noget i EU. Når mit liv er lige her og lige nu.
Medierne er over os, hvor vi før i tiden kunne sige med stolthed. Ja, vi har adgang til internettet. Så har internettet nu adgang til os. Nu er det ikke længere en mulighed, nu er det næsten hverdags kutyme. At naboens dreng, hacker bondemand Jensens Malkemaskiner og sætter kvoten op.
Nu er vi nødt til at lave love, som forhindrer os i at køre stærkt. Da vi ellers risikere at farfars bil bliver konfiskeret, da han lånte den ud i gerningsøjeblikket.
Hvor er ordentligheden blevet af?
Hvor var det lige de ansvarsfulde voksne blev af. Samt hvor gammel skal jeg være, for at være en ansvarlig voksen.
Hvilket giver anledning til, at dem der er utilfredse med lovene, kan gå ned og få sagen “ført” i unionen syd for Danmark. Hvad er der blevet af, at vi selv tager ansvar for, det vi selv gør. At vi selv holder fanen højt og siger. Det var mig der tog af kassen, det var mig der kørte for stærkt, det var mig der fortalte løgnen, frem for at flytte fokus over på en anden.
Men nej, kan jeg kaste lidt mudder og vise at jeg på ingen måde har skyld i alle af de påstande, som i kommer med. Så har jeg fået lidt henstand og et pusterum til at finde på noget nyt. Når i så næste gang finder ud af, at jeg ikke er helt ren i kanten. Så er jeg meget bedre forberedt. For så kan jeg finde ting på nettet, som er meget værre og mere frygtindgydende. Så det jeg reelt gjorde, var ingenting i forhold til til det der foregik under den amerikanske borgerkrig eller udrensningen i Burundi.
Jeg kan altid finde noget der er værre, end det jeg selv har gjort. Jeg ville jo bare se om i var vågne. Det var i så, hvilket var fint.
Så virkede mit lille forsøg jo. Så returnerer jeg bare det lånte og så har vi glemt det hele i gen. For i morgen kommer der en meget større nyhed, som virkelig tager pusten fra jer alle sammen igen.
Der var engang, hvor et ord var et ord og vi satte en ære i at arbejde hårdt og var stolte over det produkt vi derefter leverede. I dag er vi nærmest stolte over at kunne hænge andre ud for deres uheldige optræden og sætter en ære i at sætte mig selv først. Samtidig med at vi holder fast i at, vi jo bare bruger vores ytringsfrihed.
Vi vil så gerne udviklingen og vil så gerne sammenholdet. Vi vil bare ikke finde os i at andre bruger deres ytringsfrihed mod os.
Hvordan har vi det med at arbejdet på, at vi er en del af udviklingen. Samt kræve at ordentligheden også udvikles.
Hvad skal der til for vi arbejde på at højne sammenholdet.
For lidt siden, var der en strejke i gang for sygeplejerskerne. Vi har nærmest ikke mærket noget til det. Vi har heller ikke hørt noget til dem, da de lyn hurtig blev en del af hverdagen.
Årsagen kunne være, at selvom de strejker. Skal de stille med et beredskab, så vi alligevel kan blive tilset, når vi har en ”bulden” finger.
Ergo er ordentligheden stadig til stede, fra sygeplejerskernes side. Hvis nogen er ansvarlige, så må det være sygeplejerskerne.
Hvad ville der ske, hvis vi gik sammen med dem og bad dem alle om at gå hjem og så måtte regeringen og regionerne jo finde en løsning.
Der ville gå tyve minutter, så havde de lavet et indgreb og sygeplejerskerne vil være tilbage på arbejde. Hvilket så også var hvad der skete her.
Men hvad nu hvis de strejkede i en uge? Altså på den måde, hvor de bare går hjem og der kun er læger og Sosu-assistenter tilbage på hospitalet. Tænkt som at regeringen måtte ikke stoppe strejken.
Så ville vores verden går i stå og så ville fællesskabet lide den tort, at lille Ivans sår på armen, have større vigtighed, end 15000 sygeplejerskes ønske om respekt, ligeværd og løn efter fortjeneste.
Så ville internettet gløde og give nogen tørt på. Nogen ville helt sikkert blive gjort ansvarlige.
Så hvor er fællesskabet, samhørigheden og ordentligheden i dagens Danmark?
Vi arbejder alle ud fra de bedste intentioner. Vi forsøger alle at gøre vores bedste. Vi kan desværre kun se vores egen næse og alt derudover er ligegyldigt og mest i vejen. Hvordan får vi hjertet med i vores liv og måden vi er på. Hvor er mit ansvar i det her.
Jeg har fornyelig læst, at en ungdomspolitikker stiller op med udsagnet: Når nu de voksne lukkede landet ned, under Corona ‘en. Så ville det da være passende, at de voksne så betalte en generationsskat. Så de unge, som blev hjemme og led den nød at miste alt socialt kontakt. Skulle have penge af de voksne, så der var lidt mere til studiebøger, lidt andet mad end spaghetti med ketchup og sidst med ikke mindst. En ordentlig fredagsbar.
Så vidt jeg husker, var politiet store opgave at lukke spontane ungdomsfester hele 2020. Jeg mener også at internettet har visse muligheder for at mødes. erhvervslivet og landets ledelse, brugte i hvert fald Zoom, Meet og så videre for at holde kontakten. Jeg ved godt, at det er ikke det samme, som at drikke i hinandens selskab. Samt at det er meget svært at danse tæt over nettet. Men hvis ansvar er det, at de unge har penge til dagen og vejen?
Vi er nu på vej mod nye og bedre tider…… Måske. Nu er alle restriktioner ophævet og alle døre står åbne igen.
Så længe vi konstant leder med lys og lygte, efter noget som andre har gjort. Så vi med de bedste intentioner, kan hænge dem ud i offentligheden, i et forsøg på 15 minutters berømmelse eller bare at flytte fokus, fra os selv. Så vil vi ikke bliver bedre til at være os. Vi vil ikke udvikle os. Vi vil fortsætte med at trække os ind i os selv, da vi jo ved at alle andre også leder efter noget at pege fingre af.
Hvad skal vi gøre for at komme videre?
Vi kunne jo ringe farfar op og snakke lidt med ham. Vi kunne smile til en på gaden, som ikke selv har smil at give af. Vi kunne jo tage det liv vi har……. Og leve det.
