Når vi bekymre os, handler det nok mest om at vi tror, at noget går galt.
Frem for at vi regner med at det går godt.
Vi har lært at forebygge, frem for at helbrede.
Men bekymringer bliver svære at forbygge, da de ofte starter inde i hovedet på os selv.
Så derfor skal vi gøre vores bedste, for at tro på at dagen bringer det bedste. At vore børn, sagtens kan klare sig og at muligheden for at solen skinner i morgen, er lige så stor som at det kunne regne.
Så hvorfor bekymre sig om det.
Vi bruger en masser energi, på noget der reelt ikke er der.
Hvem har godt af det?
