Sådan er mænd jo.
Her forleden i toget, sad jeg ved siden af en yngre herre, som var venlig men meget reserveret.
Jeg er jo nysgerrig af natur, så jeg snakkede og spurgte løs på lykke og fromme.
Han svarede kort og undvigende på næsten alle spørgsmålene jeg stillede.
Da vi havde kørt sammen imellem Aalborg og Århus, sagde han pænt farvel og stod af.
Kvinden overfor mig, lænede sig frem og ytrede: ”Ham var der vist ikke meget snak i, Hva?”
Jeg måtte erkende at jeg ikke var nået ret langt med mine spørgsmål. Men han havde nok sine grunde.
Kvinden overfor, som skyndte sig at præsentere sig som Karen, havde straks set at der var et mærke på han ene finger, efter en ring. Så mon ikke konen var skredet, så kedelig som han var.
Jeg kunne ikke undgå at smile, for når vi ikke kan finde en gyldig grund til det vi ser, så har vi en vis tendens til at finde på.
Karen skyndte sig at tilføje, at han måske var gift, men ude på løjer. Bare for at få lidt adspredelse…. Sådan er mænd jo. Hvorefter hun tilføjede ” der går jo ikke røg af noget, uden at der også er ild”.
Igen måtte jeg smile og samtidig tage den yngre herre i forsvar. Jeg spurgte Karen, om hun da kendte ham, siden Hun var så skråsikker. Karen slog blikket ned og mumlede noget om at mænd havde det med at stå sammen og så’en. Samtidig med at hendes øjne søgte efter ringe eller manglen på samme på mine hænder.
Personen ved siden af mig, en yngre damen i sin bedste alder, bød ind med at det jo ellers var nogle udmærkede spørgsmål, jeg havde stillet. Hun ville da hjertens gerne svare på dem, hvis jeg stillede dem til hende.
Det fik stemningen til at stige i kupeen og jeg stod af i Skanderborg.
Da jeg skulle hjem igen, dagen efter, stødte jeg på den yngre herre, som præsenterede sig som Kasper. Han havde haft det skidt over ikke at havde svaret ordentligt på mine spørgsmål dagen før. Men han var fornyelig blevet enkemand og havde været ned ved guldsmede for at få hans kones og hans egen ring sat sammen, hvor ved at kunne huske hende på hans hånd fremover.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Karen og de andre i kupeen. For sikke mange svar der kan komme på ikke bevarede spørgsmål.
Når vi møder nogen på vores vej, har vi det med at stemple dem, så den måde de opføre sig på, bliver de tilpasset vores verden og den måde vi vil se dem på.
Vi kendte ikke Kaspers historie, så vi digtede og fandt på, så det at Kasper var mut og hans manglende svar. Blev til en drabelig historie om kedsommelighed og utroskab.
Når vi møder et nyt menneske, så kan vi på ingen måde vide hvad ham eller hende har været ude for. Jeg spurgte ind til Kasper og jeg fik svar, da Kasper var klar.
Vi har alle en historie og ingen ved hvad den indeholder. Historier har det jo med at ændre sig og det vi troede var fakta. Kan ændre sig i et splitsekund. Hvad historien indeholder og hvad vi har lyst til at fortælle andre om. Er helt op til os.
Så når du møder en på din vej, så tænk lige på at du ikke kender deres historie. Du har måske arbejdet sammen med ham eller hende i lang tid. Men kender vi hinanden godt nok, når det kommer til stykket.
Hvis du vil lære historien at kende, så spørg og vent på svaret. Også selv om det tager den tid det nu engang tager.
Denne Historie er skabt ud fra forfatters fantasi og ideer. Så navne og personer er opdigtede.
Men meddelelsen i historien er stadig klar og ikke på nogen måde uomtvistelig. Når du møder et nyt menneske, så lyt inden du stempler.
