Glad uden på og tom indeni
(I’ll put on my happy face) citat: Strictly Ballroom
Når jeg skriver det her, så er det ud fra de erfaringer jeg har gjort mig det sidste par år. Jeg har jo oplevet at skulle stå med tre store børn, som mistede deres mor alt for tidligt.
Samtidig med at jeg mistede min kæreste, som var min diametrale modsætning og hende som havde fulgt mig, på godt og ondt i næsten 25 år. Lidt efter mistede jeg mit job på grund af stress (Thi jeg havde været alt for stærk, alt for længe) og livet har været fyldt af op- og nedture siden.
Jeg var ikke den første til at søge hjælp. Jeg var nok mest den sidste. Jeg tror at jeg var klar over at den var helt gal. Jeg var bare ikke klar til at gøre noget ved det.
Jeg have, som en mulig hjælp til mig selv og ungerne, taget en coach uddannelse i personlig ledelse og udvikling, for at have noget at stå i mod med. Hvis poderne skulle stå med spørgsmål, jeg ikke lige var klar på.
Men nu er de ude i verden og har det ok… Det vil sige, at de ikke kommer ind på, om de har det godt eller skidt.
For mig handler det så om at iagttage deres måde at angribe verden og hverdagen på. For deres sorg skal jo også håndteres.
Jeg havde mine børns ve og vel i tankerne, som noget af det første. Jeg ville ikke tabe nogen og jeg var klar til at gå igennem ild og vand, for at nå i mål. Det eneste der skete ved det, var at jeg så tabte mig selv i stedet.
Jeg fandt ud af det hen ad vejen, da jeg lige så stille gik mere og mere i stå. Selvom at jeg havde et godt liv og ungerne var der styr på. Jeg spillede musik hver tirsdag og havde min sejlbåd at se til. Jeg havde fået solgt mit hus og havde lukket ned for de bekymringer. Sidst men ikke mindst havde jeg fået en opgave som jeg kunne bruge min coach-uddannelse på. Alt tegnede jo fint. Men jeg så stadig mig selv, gå mere og mere i stå.
Så jeg startede hos en psykolog i Hobro. For at få styr på mit liv og få nogle værktøjer til at navigere i det med, som det så ud nu.
Jeg må jo bare erkende at det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig. Jeg har fået mere klarhed over, hvad jeg føler og hvordan jeg finder fred i alle de tanker jeg tumler rundt med.
Men pludselig gik det op for mig, at jeg faktisk ikke rigtig følte noget…… Hvad gør jeg lige ved det. Jeg tænker at psykologen, ved at rippe op i mine minder og flytte rundt på mine nej’er og ja’er, har slået hul på sorgen. Sorgen over at miste en, samt sorgen over at miste mig selv. Faktisk havde jeg svært ved at mærke mig selv.
Jeg har jo ikke fået bearbejdet noget og her fire år efter, står det hele ud i lys lue. Jeg må jo erkende, at stressen er der stadig og om det er den der holder følelserne nede, eller om følelserne bare har taget fri. Da jeg åbenbart ikke viste dem nok opmærksomhed (Lidt lige som i et parforhold).
Jeg havde det faktisk bedst med at være alene og skrive musik eller se film, snakke med venner over telefonen. Så jeg rent faktisk slap for kontakt, når jeg ikke lige havde energien til at håndtere den fysiske kontakt.
Der var venner som ville hjælpe og blev skubbet væk, da jeg ikke ville lukke dem ind. Jeg forsøgte selv at være tydelig med mine ønsker om hjælp, men det var også svært.
Så jeg var tilbage i at stressen havde overtaget igen og sorgen havde lagt sig på skuldrene også.
Jeg har snakket med en sjælesørger, som også studerede til præst. Det kan klart anbefales. Selv om jeg helst ikke vil være ved det, så er hjælp udefra i den situation, klart det bedste. Hun kundgjorde at jeg lige skulle huske på, at jeg ikke var den eneste, der havde mistet. Det gav stof til eftertanke, da jeg havde lukket nogle døre på den konto.
Der er jo nogen personer, som var en del af vores liv, før min kone blev syg og borte. De mennesker har jeg lukket ude, da det var for hårdt at møde dem og snakke om, hvad der var sket.
Måske fordi jeg ikke kunne snakke om det. Måske fordi det bare var svært at være mig i den situation. Da jeg havde forsøgt at bearbejde alle oplevelserne, på alle mulige måder. Så i mangel på en større forståelse, havde jeg givet givet skylden til alt og alle. I den situation er ingen udenfor rækkevidde og jeg har helt sikkert skudt med spredehagl.
Da jeg så en dag, forsøger at føle noget. Mærke efter om der ikke lige skulle være en lille smule glæde gemt et sted. Så kan jeg faktisk ikke finde den.
Jeg føler mig lige pludselig fortabt og overvejer med det samme, om vin ville kunne hjælpe med at finde glæden igen. Så kommer tanken om, at hovedet og kroppen, på grund af alderen, ikke restituere så hurtigt længere. Så det med at have det skidt dagen derpå, oveni at jeg stadig ikke kan finde glæden. Stoppede så den idé.
Så når jeg kigger tilbage på tiden efter at min kone blev en engel, så har jeg faktisk fået bearbejdet alle andres sorger og problemer. Snakket med rigtig mange mennesker om alt andet end min mangel på glæde og hvad sorgen faktisk har gjort ved mig. Det viste sig jo hurtigt at snakke med andre – om andre, var meget nemmere og hurtigt fik overtaget mit fokus.
Så nu står det pludselig klart, hvad jeg har glemt i farten. Jeg har glemt mig. Jeg fyldte mit hjem med ting, musikinstrumenter, vin og rom i mange afskygninger. Men det har ikke gjort mig glad eller tryg.
Sorgen er der stadig og det giver ønsket om at gemme mig langt langt væk. Så jeg kan sidde helt alene og føle ingenting.
Dog er jeg jo et socialt menneske og har lyst og måske også behov for at blive bekræftet i at jeg er her og at jeg betyder noget for andre og måske endda mest, betyder noget for mig selv.
Da jeg var bange for at blive efterladt, men heller ikke ønskede selskabet. Måske et ønske om, at alle da burde kunne se, hvordan jeg havde det og ville handle nænsomt derud fra.
Det kan være årsagen til at jeg ikke har fået sagt til og fra på en tydelig nok måde. Jeg tænker at jeg så heller ikke har været klar til at sige til og fra. Hvilket har givet en del misforståelser.
Med hensyn til glæde, så er jeg glad for at jeg har fået slået hul på lige præcis den opgave. Jeg har fået et behov for at være i nuet og se at det går alligevel ikke så skidt i mit liv alligevel.
Men jeg skulle lige bruge fire år. Måske var det tid nok for mig, til at finde ud af at jeg skal i gang nu. I det små selvfølgelig. Men i gang skal jeg. Der findes helt sikker andre, som kan gøre det på kortere eller længere tid. Men det var tiden for mig, til at indse, at livet er derude et sted og skal leves fuldt ud.
Så mit ønske til dig, kære julemand.
Jeg ønsker mig glæden og muligheden for at forstå, hvad der gik galt. Så jeg kan rette op på det igen. Hvis jeg så ikke kan rette op på det, så i det mindste kunne acceptere, at jeg må leve med det. Jeg har så stort et ønske om at blive hel igen. Bare være mig selv igen.
En note til alle:
Hvis i kan relatere til det jeg har skrevet her, så skal i være velkommen. Jeg tænker at der er mange andre i samme situation. som har svært ved at sætte ord og følelser på det vi gennemlever, når vi har mistet. Næsten uanset hvad vi har mistet. Min opfordring til jer, er at finde en at snakke med om det.
God lørdag.
