Jeg var lige ved i den grad, at være lidt fortabt. (Der skal bare så lidt til at vælte os, dog heller ikke ret meget mere til, at rette op på os igen)
Jeg havde via mit arbejde stødt på en, som ikke ønskede at samarbejde.
Vedkommende ønskede konfrontationen og den meningsudveksling der fulgte. Vedkommende ønskede egentlig ikke en løsning. Bare at der blev talt med store bogstaver og at fokus blev rettet mod mig.
Jeg ville så gerne løse det her, så vi kunne komme videre. Men jeg endte altid med at stå og overveje om jeg ikke bare skulle finde et andet job.
Efterhånden gik det også op for mig, at jeg var i konstant alarmberedskab, for jeg vidste ikke, hvornår næste konfrontation kom.
Jeg måtte i tænkeboks og efter at have reflekteret over vores mange samtaler. Må jeg erkende, at den eneste jeg kunne lave om på, var mig selv.
Så var der kun tilbage, om jeg ville ændre min måde at være på. Samtidig med at jeg forsøgte at holde mine værdier i hævd og på ingen måde gå på kompromis med dem.
For de værdier jeg har, er dem der skaber mig, gør mig glad og holder mig i gang.
Så jeg trak håndbremsen og meddelte, at jeg ikke ville mere.
Bare det, at jeg gjorde noget for mig selv, var en stor befrielse. Det kan godt være at jeg bliver nødt til at leve på smalkost og meddele, at gaverne bliver mindre i år. Men jeg sagde fra og var tro mod mine værdier.
Hvad er mere vigtigt?
