Da jeg fik Corona…
Først kom spørgsmålet, hvor hentede jeg den henne. Hvordan nåede den til mig og hvorfor lige mig af alle?
Måske fordi der ikke var flere tilbage…. Så jeg var den sidste der fik Corona i Danmark. Måske var jeg bare på det forkerte sted, men på det helt rigtige tidspunkt.
Jeg kunne så se på historikken af alle mine tests, at jeg havde været i gang længe og var blevet testet meget.
Men nu, nu gik det galt…. Hvis jeg kan sige det på den måde. For jeg har det ok. En grim influenza og så er det vist det.
Kroppen skal jo på en eller anden måde restituere. Så feberen er velkommen, jeg kunne så godt undvære den. Thi at ligge i sit eget sved og fryse, er ikke rart.
Men tilbage til hvor jeg fik den fra? Heldigvis ved jeg det ikke, for jeg ville nok klage lidt der. Måske endda tale med store bogstaver og vise mit sande jeg for alle. Vise at jeg er sur, men da jeg ikke ved, hvor jeg skal aflevere surheden henne. Så i får den alle sammen.
Men det er med Corona, som med alle andre hændelser, vi møder på vores vej. Vi kan ikke gøre noget ved det. Vi kan passe på hinanden og holde os væk fra kanten. Vi kan vaske hænder og spritte af i en uendelighed. Vi kan holde os til dem vi kender, samt undgå at lære nye mennesker at kende.
Men hvad var det lige jeg opfordrede til der?
Jeg opfordrede faktisk til at vi alle skulle isolere os, pakke os ind i bobbelplast og kun tænke ind i boksen og ikke ud.
Jeg tror, at vi alle gerne vil ud og se om verdenen stadig er her.
Jeg ved, at jeg vil derud igen. Bare denne fire dages isolation, hvis symptomerne forsvinder, er for mig nok.
Jeg kunne da sagtens blive hjemme i fire dage og lave ingenting og streame et par serier.
Det skulle bare være noget jeg selv havde besluttet.
Så tilbage til hvad vi kan gøre noget ved og hvad vi ikke kan gøre noget ved.
Hvem har jeg egentlig magt over……?
Hvad ville jeg kunne flytte her?
Hvem kan jeg ændre med mine ord?
Hvad kan jeg lave om på med mit skriveri?
Ikke andre end mig selv! Kun mig selv, mig selv og så mig selv igen.
For alle andre har jeg ikke kontrol over. Jeg har måske lidt indflydelse, ved at dem der læser mit skriveri, lader sig inspirere.
Der er mange, når vi sidder fast i tæt på isolation, som har det lidt svært ved, at andre ikke følger reglerne.
Du skal ikke snyde i køen, du skal holde til højre, du må ikke kun køre med den hastighed, som du har det godt med. Du må ikke stå i vejen for mig, du må ikke være roligere end mig, Du må ikke bare gå her uden mundbind. Du må ikke … osv osv.
Hertil skal lige tilføjes: Vi kender ikke de andres historie, Det kan være en grim en af slagsen, som gør deres måde at bevæge sig rundt på, er afpasset efter det de kan.
Jeg ved det… Jeg ved det!!
Jeg er selv en af dem som ikke skilter med min historie, samtidig med at jeg til stadighed råber i trafikken …. ind i mellem.
Helt ind til benet, så kan vi ikke gøre noget ved det. Vi vil gerne at alle andre, gør som os. Men det gør de bare ikke. Så hvad kan vi gøre ved det? Hvad kan jeg gøre ved det?
Jeg kan lære at slappe af og tage den med ro. Jeg øver stadig ….. Klassisk musik er en lise for sjælen, også når jeg kører bil. Jeg har råbt ad og forbandet mangen en bilist, imens jeg har bevæget mig rundt i landet.
Jeg bør og skal vist bare vise hensyn og holde afstand. Der er ikke den store forskel på det tidspunkt jeg er fremme ved, om jeg kører 130 km/t eller 110 km/t. Der er også økonomi i det, thi jeg sparer penge på brændstoffet, når jeg kører 110 km/t i forhold til 130 km/t eller kun 90 km/t for den sags skyld. Altså på motorvejen.
Vi skal bare syd for grænsen eller til Norge og Sverige, hvor alle bilisterne er meget mere hensynsfulde. Du bliver lukket ud og lukket ind. De kører ikke ret tæt på og så er de også nogle flinke mennesker.
Vi skal faktisk bare lidt længere ud i verden, end vores egen lille andedam. Hvor vi møder andre mennesker som viser hensyn og tager sig af os. Hvad mon årsagen er til at vi har så lidt til overs for andre?
I mit tilfælde er det nok det, at jeg har alt og ikke skal kæmpe for noget mere. Men giver overflod den tilstand i mit hoved, så jeg glemmer alt hvad der er kæmpet for på mine vegne. Ja, åbenbart.
Så hvad fik mig til at råbe ad den helt sikkert erfarne bilist?
Jeg var lettere irriteret over mit liv og de drejninger det havde taget. Så det skulle da selvsagt gå ud over en intetanende gammelfar i bilen foran. For han kunne da helt sikkert forstå mit vredes udbrud.
Han var rolig og afslappet, havde haft kørekort i 60 år og viste alt om hvordan han kommer sikkert frem i trafikken. Men han viste slet ikke hensyn til mig, der bare havde så travlt med at nå at komme …. Et sted hen …. Hjem måske.
Så jeg var simpelthen var nødt til at trække forbi ham ud over de fuldt optrukne linjer, op ad en bakke, imens jeg kastede spændende hånd tegn efter ham. Uansvarligt, næ nej. Det var fan’me bare for dårligt!!!
Hvis jeg lige må indskyde en lille notits her:
Du lever kun en gang og imens du er her, er mulighederne uendelige og verden er din.
Hvis du viser hensyn til andre, så kommer det tifold igen.
Hvis du lader andre om deres liv, så bruger du ikke energi på at forsøge at ændre noget, du ikke har kontrol over.
Er du ikke tilfreds med måden dit liv er på nu, så er der kun en der kan lave det om.
Ja rigtig gættet!
Det er nemlig selv sammen person, som kigger tilbage på dig fra spejlet.
Hermed et ønske om en rigtig god og rolig tirsdag.
